CareTV - tilgængelighed og uafhængighed
Om få år vil der være behov for mere arbejdskraft på blandt andet handicap- og psykiatriområdet, når antallet af brugere vokser, mens mængden af arbejdskraft reduceres
Horsens Kommune afprøver i samarbejde med CareTV en ny kommunikationsmulighed i foråret 2011. CareTV er en kommunikationsløsning som primært retter sig mod voksne med funktionsnedsættelser – fysisk eller psykisk. Testgruppen er alle brugere tilknyttet Specialvejledningen, som hjælper borgere med psykiske lidelser, udviklingshæmmede eller ADHD.
Tanken med CareTV er at minimere medarbejdernes transporttid og således skabe mulighed for at bruge tiden på andre opgaver. For brugerne vil CareTV betyde, at der er en hurtigere adgang til personalet, at kommunikationen er tovejs – med billede – og for nogen er der mulighed for at træne dét at klare sig selv og dermed blive uafhængig.
CareTV er en integration af Skype og TV, således at man er i stand til at kommunikere med andre i lyd, billede og tekst gennem sit normale TV. Systemet betjenes via en simpel fjernbetjening med farve-knapper. Brugerne får installeret CareTV på deres TV og ligeledes får medarbejderne installeret tilsvarende på deres arbejdscomputere.
Brugerne og medarbejderne får mulighed for at kommunikere med lyd og billede – og brugerne/medarbejderne kan ringe til hinanden via TV´et. Dette giver mulighed for at stille spørgsmål, få afklaret ting som skaber utryghed og få hjælp til at læse breve mv.. Samtidig indeholder systemet en kalenderfunktion, som betyder, at brugeren kan blive mindet om aftaler, tid for medicin eller besked om, at den vante medarbejder er syg og hvem der kommer i stedet for. Desuden er der i systemet også mulighed for at skabe kontakt til andre, der bruger CareTV og ad den vej etablere et bredere netværk for brugerne.
CareTV kan opleves på CareWare 2011-udstillingen i Aarhus Ridehus d. 11.-13. februar.

Kommentarer
Skriv ny kommentar